Blog om Døden
Juni 2018:
Læge Kathryn Mannix har skrevet bogen ”At gå døden i møde – Livsfortællinger”. Her fortæller hun om sine oplevelser med døende, sit syn på døden, samt hvad hun mener, vi fremadrettet bør gøre. Teksten er frit oversat af mig fra hendes video delt på Facebook.
Kathryn Mannix:
”I min ydmyge mening er det at dø nok ikke så slemt som forventet. Vi er stoppet med at tale om døden. Vi er stoppet med at nævne D-ordet. I stedet for at sige ”død” siger vi fx ”gået bort”.
I stedet for at sige, at nogen er ”døende” siger vi, de er alvorlig syge. Familier forstår ikke, at døden nærmer sig, når disse ord bliver brugt. Og dette er et problem. For nu vil familien sidde rundt om sengen hos en, der er døende og ikke vide, hvad de skal sige. Ikke vide, hvad de skal sige til hinanden, ikke vide hvad de skal sige til den døende, og den døende ved heller ikke, hvad han/hun skal sige. Og de ved heller ikke, hvad de kan forvente. Måske tænker den døende og de pårørende, at det næste åndedrag måske bliver det sidste.
Det kan være en ”scene” fuld af sorg, angst og fortvivlelse. Men det behøver ikke at være sådan.
Vi har mistet den rige visdom af normal menneskelig død. Nu er tiden inde til at tale om døden. Og genvinde den visdom, vi engang havde og nu har mistet.
Hvordan ser normal død ud? Det, at dø, er lidt som en fødsel. Det er en proces. Gradvist bliver den døende mere træt og mere svag. Som tiden går, sover man mere og er mindre vågen.
De pårørende kan lære, hvornår og hvordan de skal give medicin og planlægge hvornår besøgende kan komme. Nogen gange kommer de besøgende og oplever, at medicinen skal gives, mens den døende sover. Og det er her, at vi kan se, at der nu er sket en forandring. Den er lille, og måske vil mange tænke, at den er ubetydelig, men den er væsentlig. For det, der måske er ved at ske er, at personen ikke længere blot sover, men er begyndt at blive bevidstløs.
Vi kan ikke længere vække personen. Vi kan ikke give personen medicin, vi kan ikke komme i kontakt med personen og fortælle, at der er besøgende. Og hvis personen vågner senere, fortæller vedkommende ofte, at han/hun har sovet så godt. Så vi ved, at denne koma ikke føles skræmmende. At det, at glide ind i bevidstløsheden, faktisk ikke bliver bemærket, når det sker.
Som tiden går, er den døende mindre og mindre vågen, sover mere og mere, for derefter at forblive i en bevidstløs tilstand.
Man vil være så afslappet, at man ikke vil være i stand til at rømme sig og hoste eventuel slim op. Og når man så trækker vejret ind og ud, vil den slim, som ligger bagerst i halsen, begynde at lave mærkelige lyde, når den kommer i kontakt med luften fra lungerne. For nogen af de besøgende, kan dette lyde ubehageligt og skræmmende. Folk taler om dødsrallen, som om det er noget forfærdelig noget. Men faktisk er det tegn på, at den døende er i så dyb en afslappet tilstand, så dybt ubevidst, at vedkommende ikke engang føler slimen.
Så i slutningen af et menneskes liv, vil der være en periode med overfladisk åndedrag, hvor en udånding til slut ikke bliver fulgt op af en ny indånding.
Nogle gange sker det så mildt, at de pårørende ikke engang lægger mærke til det.
Så normal menneskelig død er i virkeligheden en meget mild proces. Noget vi kan lære at genkende og noget, vi kan forberede os på.
Det, med døden burde være noget, vi helligholder og hylder og noget, vi hjælper hinanden med. Men fordi det er blevet uhøfligt, uanstændigt og respektløst at tale om døden, bliver det i stedet kejtet og svært.
Døden bør være noget, vi bringer tilbage til livet. Noget, vi skal tale om, og noget, vi hjælper hinanden med.”
Tak til Kathryn Mannix og hendes tanker om døden.
De bedste hilsner,
Birgitte Due Jensen Koch
Institut for Eksistens ApS
April 2018:
Kom til gratis foredrag ved Jesper Boldsen, forsker, professor og dr. med. fra Retsmedicinsk Institut
“Livet i spejlet: Historien fortalt af de døde”: Foredrag ved Jesper Boldsen torsdag d. 26. april 2018 kl. 14–16 i Taastrup.
På mange måder kender vi uendelig lidt til livet blandt almindelige mennesker i fortiden. De skrevne kilder giver kun indirekte indblik i, hvordan det var at være menneske for blot få århundreder siden. Den væsentligste – måske i virkeligheden den eneste – kilde til almindelige menneskers liv i fortiden, er dem selv eller rettere deres egne skeletter.
De døde, som vi kender fra fortidens kirkegårde og gravpladser, er et spejl af det liv, disse mennesker havde, inden de døde. Døden har som bekendt altid en årsag, så derfor kan de døde ikke være et billede af de levende, men læst og analyseret på den rette måde, kan de fortælle utroligt meget om livet før døden.
I sig selv er døden uinteressant, den kommer blot med usvigelig sikkerhed. Det interessante, som døden kan fortælle, er, hvornår den indtraf. Hvor gamle blev mennesker før i tiden? Hvor høj var børnedødeligheden? Hvad døde mennesker af før i tiden? Og ikke mindst: Hvordan var det liv, det førte op til den dødelige afslutning?
Disse spørgsmål vil Jesper Boldsen søge at besvare, og i den sammenhæng vil han give bud på, hvordan det føltes at leve i en tid og et samfund, hvor døden var totalt uforudsigelig og altid til stede.
Forløbet afhænger af tilhørernes forudsætninger, men der tages udgangspunkt i Danmarks historie, og hvad man kan læse ud fra skeletterne.
Der fremvises virkelige, arkæologisk udgravede skeletter som illustration af både
individuel livshistorie og mere generelle befolkningsmæssige forhold.
Vel mødt torsdag d. 26. april 2018 kl. 14-16 i Taastrup.
* Foredraget er gratis. Der anmodes om donation af et valgfrit beløb til dækning af diverse udgifter, fx 50,- kr. Der vil blive serveret kaffe, the, vand og småkager
* Tilmeldingsfrist d. 19. april 2018 kl. 11.00 til Birgitte Due Jensen Koch på mail bk@institutforeksistens.dk
* Hvis der er afbud, giv besked hurtigst muligt, så en anden kan få pladsen
* Der er begrænset antal pladser. Gives efter først-til-mølle princippet Adresse: C/O Leif Koch A/S, Rugvænget 31, 2630 Taastrup
* Hvis der parkeres på grunden, skal der en gratis parkeringsseddel i forruden. Udleveres på stedet. Ellers kan der parkeres i nærområdet samt bag bygningen (kør ind ad porten).
Velkommen!
De kærligste hilsner, Birgitte Due Jensen Koch
Marts 2018:
Denne tekst om døendes rettigheder blev i 1975 udviklet på en workshop i USA af et uddannelsesråd, der arbejdede for at forbedre forholdene for døende. De kom bl.a. frem til, at det vigtigste for døende mennesker er muligheden for at vælge og have medbestemmelse. En interessant ting, rådet fremhævede var, at ikke alle døende mennesker ønsker at dø med nogen til stede. Derfor er samtale om ønsker for den sidste tid – FØR den terminale fase indtræder – meget vigtig. |
Døendes rettigheder
Kilde: The Bill of Rights (1975): Amelia J. Barbus, Associate Professor of Nursing, Wayne State University. |
Som nævnt er teksten “Døendes rettigheder” over 40 år gammel. Har du, kære læser af dette nyhedsbrev, nogen tilføjelser eller bemærkninger, hører jeg gerne fra dig. Skriv gerne til mig på info@institutforeksistens.dk. De kærligste hilsner, Birgitte Due Jensen Koch
December 2017:
Se denne email i din browser |
Døden og julen: Hvordan klarer vi julen, når vi (lige) har mistet?
Bare tanken om det, kan for nogle føles som et mareridt, når ens partner, barn eller andet nærtstående menneske, som man plejede at fejre jul med, er død. Er der noget vi kan gøre, for at gøre det mindre svært? Julen er for mange en traditionsbunden højtid. For mange skal tingene helst foregå, som de gjorde sidste år. Når en person dør og ikke længere er en del af denne tradition, kan det skabe forvirring, og savnet kan forstærkes. Det satte jeg mig for at finde ud af. De svar, jeg har fundet indtil videre, kan du læse herunder. |
|
Døden er en del af vores eksistens. Fødes du, dør du. Døden er et grundvilkår, som mange, især i den vestlige del af verden, har rigtig svært ved at forholde sig til. Nok mest fordi der er så utroligt mange følelser i spil. Måske vi kan finde trøst ved at se på, hvordan andre gør. Det fik mig til at undersøge, hvad nogle naturfolk gør, nemlig indianerne. I min verden kan vi lære meget af indiansk livsfilosofi. Som jeg ser det, stammer meget af den vestlige psykologi- og kommunikationsteori fra shamanistiske traditioner. Ved at se på disse, kommer vi tilbage til essensen. |
|
|
|
|
|
|