Sidstehjælp

SIDSTEHJÆLP

Alle kender til Førstehjælpskurser, der medvirker til at redde liv, f.eks. med mund til mund metoden og hjertestartere.

Men hvor gode er vi til at hjælpe, når døden stunder til. Hvor gode er vi til at udvise dødsomsorg?

Årligt dør 56.000 mennesker i Danmark. En tredjedel dør den langsomme død. Mange er uerfarne med være tætte på et dødsforløb og oplever, at det kan være svært at indhente erfaringer hos andre.

Sidstehjælpskurser satser derfor på at formidle viden ved et 4-timers kursus om dødsprocessen til den almene befolkning.

Projektet udspringer fra Foreningen for Palliativ Indsats (lindrende omsorg) efter et internationalt samarbejdsprojekt med palliative foreninger i Tyskland, Norge og Østrig. Modellen er især anerkendt i Tyskland – som har fået flere offentlige priser.

At projektet har stor almen relevans afspejles af, at 50 personer i DK nu er certificerede undervisere og dermed godkendt som instruktører i forhold til at formidle modellen/udbrede dødskendskab blandt almenbefolkningen.

Danmark har efterhånden etableret et velfungerende system i forhold til en værdig livsafslutning i form af hospicer, palliative teams, palliative afdelinger mv. – men hvis alle døende skal hjælpes, så skal dødsviden udbredes generelt til hele befolkningen.

Undersøgelse viser, at de fleste ønsker at dø hjemme med sine kære omkring sig.

Landsforeningen Liv&Død har støttet økonomisk op om projektet.

”Havde jeg dog bare deltaget i denne undervisning, før min kone døde af sin kræftsygdom hjemme. Så var forløbet blevet anderledes. Jeg forstod ikke, at hun nægtede at spise de lækkerier, jeg lavede til hende, eller at hun til sidst ikke ville holde mig i hånden. Anede intet om, at mad og væske gør skade, når kroppen lukker ned, eller at berøring af hud kan gøre ondt i slutfasen. Følte hun afviste mig. Hvor dumt.”                      Udsagn fra deltager på et Sidstehjælps-kursus.

For yderligere information eller afholdelse af kursus – kontakt: info@palliativ.dk